mpske 2

Kunsten at vælge fra

Fik du valgt et gøremål eller andet fra?

De sidste udgaver af Reflect&Connect har særligt centreret sig om kunsten at vælge til og fra – om det at prioritere, luge delelementer ud af din arbejdsdag og derved strømline dit professionelle liv.  Jeg er selv meget bevidst om, hvor svært det kan være at træffe de valg, der er forbundet med at samle sit arbejdsliv under én overskrift. I den forbindelse vil jeg gerne dele et eksempel fra mit eget liv med dig:

For få måneder siden stod det klart for mig, at jeg havde for mange ting om ørerne, og at nogle af dem stak i forskellige retninger. Selvom alle gøremålene var interessante, så forhindrede de mig i at fordybe mig og rykke yderligere, fordi de spændte så vidt og tvang mig til at gabe over for meget på en gang. Jeg lavede derfor selv øvelsen, som jeg delte med jer i sidste Reflect&Connect, og funderede længe over, hvad jeg ville fraprioritere i mit arbejdsliv, hvis der ikke var nogle konsekvenser.

Hvilket gøremål stak mest ud og stod i vejen for de ting, jeg egentlig helst ville fordybe mig i? Efter mange overvejelser nåede jeg frem til en bestyrelsespost, som fyldte uhensigtsmæssigt meget ift. de aktiviteter, der bringer mig tættere på mit ’formål’.

Herunder ser du min begrundelse af fravalget af bestyrelsesposten:

Mit gøremål:
Bestyrelsesarbejde, der har betydet meget og som har krævet både tid
og engagement – og sat mig i forbindelse med mange spændende mennesker

Årsager til mit fravalg:
  • brug for at frigive tid og kræfter til de ledere, jeg underviser og coacher i hverdagen
  • plads til at lancere nye tiltag og skarpere forløb
  • endnu mere fokus på retning i egen forretning for at kunne hjælpe og arbejde dybere

Fravalg handler i høj grad om at turde give slip: Nogle aktiviteter føles hurtigt som en del af ens identitet, og det gør det langt sværere at vælge dem fra. Jeg tvivlede længe på, at min beslutning var ’den rigtige’, men det hjalp mig at identificere årsagerne til mit fravalg – overblikket gav mig det sidste skub. Set i bakspejlet er jeg glad for min beslutning, fordi jeg nu kan fokusere på de nye og spændende ting, jeg har gang i for tiden – og som du vil høre meget mere om i løbet af foråret.

Mit bedste råd til dig er:
Tag et skridt tilbage, reflektér, tag valget, sig det højt og før det ud i livet!

Share Button