Forenkling i fokus: Less is still more

Hvad har du forenklet de sidste 3 uger?

Fordi repetition er en del af at ændre vaner og skabe nyt, gentager og uddyber jeg her emnet fra sidste Reflect&Connect, som særligt omhandlede fokuseringen af dit lederskab i det kommende år. Simplicity var – og er stadig – nøgleordet for dig, som gerne vil forenkle dit lederskab og arbejdsliv. Det skønne citat fra min canadiske ven Paul er stadig aktuelt: ”My intention is no longer to get more done, but rather have less to do”.

Har du reflekteret over dine prioriteringer og fravalg siden sidst – og har du tilmed handlet på dem? Hvis ja, hvad har du prioriteret? Og hvilke fravalg vil gøre dit lederskab mere fokuseret i 2016?

Måske forsøgte du, men havde svært ved at foretage de nødvendige fravalg. Så er du helt normal, fordi du typisk som leder har mange bolde i luften, som alle synes lige vigtige at gribe. Måske oplever du, at prioritering af dine aktiviteter er svært, fordi konsekvenserne ved at vælge noget fra virker helt uoverskuelige? Jeg vil gerne udfordre dig til at lave denne lille refleksionsøvelse, som kan hjælpe dig i gang med processen og rykke ved status quo.

Hvis du, som jeg, tror på, at simplicity er vejen frem, så følg disse tre trin:

1) Find tid 
Sæt en halv time af (minimum), hvor du ikke bliver forstyrret af noget eller nogen – ej heller din mobil

2) Overskrift
Find overskriften på dit lederskab frem (hvis du fik lavet en overskrift efter sidste Reflect&Connect – hvis ikke, så brug tid på at vælge den).

3) Fravalg
Svar på spørgsmålet: Hvis du ikke skulle tænke over konsekvenserne, men bare kan vælge frit på alle hylder, hvad vælger du så fra? Stil derefter følgende slutning op for en række af dine professionelle opgaver/gøremål:

  • Gøremål + årsag til, at du ikke længere skal gøre dette

Brug nu resten af tiden på at begrunde dine fravalg grundigt – for din skyld! Når du tror på det, og har tænkt og mærket, at det er rigtigt, så gør de andre også.

Tænker du: Hvorfor er det overhovedet vigtigt, hvad jeg ikke skal bruge min tid på? Fordi fravalg sikrer kontinuitet og gør det langt nemmere at arbejde fokuseret med de ting, der rent faktisk betyder noget. Brug derfor øvelsen som et afsæt til at finde ud af, hvad du som leder gerne vil gå efter.

Øvelsen bidrager konstruktivt til at samle dit lederskab under én overskrift.

Rigtig god fornøjelse med det. Og skriv endelig til mig, hvis du har kommentarer eller spørgsmål – jeg glæder mig til at høre fra dig!

Bedste hilsner

Rikke

Share Button